Samos-

Link til samos i google map herunder:

https://www.google.com/maps/@37.7246634,26.8179122,11z?hl=sw&entry=ttu&g_ep=EgoyMDI2MDEwNy4wIKXMDSoASAFQAw%3D%3D

Samos hører til ø-gruppen de nordøst ægæiske øer og ligger tæt på Tyrkiets kyst.

Samos – frodig natur, autentiske landsbyer og ægte græsk stemning

Samos er en af de grønneste og mest varierede græske øer og ligger i det nordøstlige Ægæerhav, tæt på Tyrkiets kyst. Øen byder på en sjælden kombination af frodige bjerge, krystalklart badevand, charmerende landsbyer og historiske seværdigheder – alt sammen inden for korte afstande.

Her finder du både livlige feriebyer, små fiskerlandsbyer og næsten uberørte naturområder, hvor tempoet er lavt og stemningen ægte græsk. Samos er perfekt for dig, der ønsker en mere autentisk ferie i Grækenland, væk fra de mest turistede øer, men stadig med gode strande, tavernaer og oplevelser.

Vi har rejst på Samos i over 20 år og vender tilbage igen og igen. Øen bliver ved med at overraske – og netop dét gør Samos til et sted, man ikke bare besøger én gang, men forelsker sig i.

Rejsen til Samos

Fra Danmark er det muligt at flyve direkte til Samos fra København og Billund, typisk via pakkerejser eller ”kun fly” hos blandt andet TUI og Apollo Rejser.
Flyafgange ligger som regel:

  • lørdag fra Billund
  • søndag fra København

Tidligere var der direkte fly fra Hamborg, men denne rute er desværre ikke længere tilgængelig fra foråret 2025.

Alternativt kan man flyve til Athen og herfra tage enten:

  • indenrigsfly til Samos
  • færge fra Piræus til Samos

En indflyvning, man husker

Indflyvningen til Samos er i sig selv en oplevelse. Flyet laver en skarp drejning for at komme fri af bjergene, og landingsbanen er relativt kort, hvilket giver en kontant opbremsning – helt ufarligt, men ret spektakulært.

Når man har fået sin bagage og går ud af lufthavnsbygningen, holder der som oftest masser af taxi og venter til venstre for udgangen. Der er ikke mulighed for offentlig transport ( bus) fra lufthavnen og ud på øen. Foretrækker man det, må man tage en taxi til Pythagorion, der ligger under 2 km fra lufthavnen. Herfra er der bustransport videre rundt på øen. Taxa fra lufthavnen til Kokkari, hvor vi plejer at bo, koster ca 40 euro (2025)

Under finder du et par youtube video der giver et lille indblik i, hvad der venter på denne smukke ø.

Pythagorion – historie, havn og liv

Den nærmeste by fra lufthavnen er Pythagorion, som ligger ca 2 km øst for lufthavnen, byen er opkaldt efter matematikeren Pythagoras, som blev født her. Byen er i dag et populært feriested med:

  • livlig havnepromenade
  • smukke små gader oppe bag i byen
  • gode restauranter og caféer og masser af små pensionater/hoteller man kan bo på.

Selvom byen har mistet lidt af sin oprindelige charme på grund af turisme, er Pythagorion stadig meget smuk og absolut et besøg værd. Fra havnen er der desuden gode færgeforbindelser til nærliggende øer – vi er særligt glade for Dodekanisos Seaways, som sejler hurtigt og præcist. Der er en lille bystrand i den østlige side af byen (paradise beach) og masser af strand på den anden side ind mod lufthavnen.

Havnen i Pythagorion i 2009

Østkysten – små landsbyer og skjulte perler

Øst for Pythagorion finder man små, hyggelige kystbyer og strande:

  • Psili Ammos – fin sandstrand
  • Klima og Posidonio – rolige og autentiske steder

Her er også mulighed for badebåde fra Pythagorion. Afstandene på Samos er overskuelige, og øen er perfekt at udforske på scooter eller motorcykel.

Længere mod nord ligger det smalle stræde mod den lille ø Kassonisi, hvor det turkisblå vand mellem Samos og den lille naboø er noget af det smukkeste på øen.

Posidonio

Klostre, udsigter og Samos by

På den nordlige del af østkysten finder man:

  • Mourtia-stranden-populært sted for de lokale. Især i weekenden.
  • Zoodochos-klosteret, smukt beliggende i bjergene – turen dertil byder på fantastiske udsigtspunkter og frodig natur og kan kraftigt anbefales.

Herfra er der kort vej til Samos by (Vathy) – øens hovedby. Byen byder på:

  • travl havn
  • hyggelige handelsgader
  • gamle kvarterer i den bagved og højt liggende gamle bydel, med blomstrende gader og smukke udsigter over havet.

Der er rigtig lokal liv og stemning i Samos by, så den er et must. Der er mange butikker og man kan evt. besøge den lokale butik Franzeskos, der sælger øens specialiteter i Ouzo og brandy, som er i en meget høj kvalitet.

Samos by byder på både historisk charme og moderne bekvemmeligheder, og herfra åbner øens kystlinje op for nogle andre smukke naturoplevelser på øen. Følger man kysten nordpå, finder man i udkanten af byen Gagou Beach, smukt placeret i en stor, indbydende bugt. Turen langs kysten byder på både imponerende udsigter og steder med et mere barskt landskab, som giver området sin karakterfulde variation.

Længere mod nord ligger den populære Livadaki Beach, kendt for sit krystalklare vand og livlige stemning, men ofte også overbefolket. Fortsætter man lidt længere, finder man den mere fredelige perle Agia Paraskevi. Her ligger en lille, charmerende kirke bag havnen, som i 2024 er blevet udvidet. Agia Paraskevi byder på en hyggelig taverna med venlig betjening og klassisk græsk mad samt en lille strand med naturlig skygge fra træerne bagved. For dem, der ønsker mere komfort, er der nogle få solsenge til rådighed uden ekstra omkostning.

Kokkari og nærliggende strande

Kører man vestpå fra Samos by ad kystvejen, kommer man forbi den lille by/strand Kedros, som er populært sted for surfere og dernæst når man den charmerende kystby Kokkari, et af de mest populære steder på Samos. Byen har udviklet sig meget de seneste 20 år, men vi synes den har stadig bevaret sin autentiske charme og hyggelige atmosfære.

I kokkari by er der masser af strandplads. Den største og længste er long beach der strækker sig fra området ved den lille havn og helt ud af byen mod vest. I den lille hyggelige havn findes der også en lille strand og så er der “lille Lemonarkia” der er en en smuk badebugt mod øst.

Kokkari er et også et perfekt udgangspunkt for at udforske nogle af øens smukkeste strande, få km mod vest:

  • Lamonakia Beach Samos – en strand med klart vand og meget frodig og smuk natur. ideel til snorkling og rolige dage ved havet. Solsenge men også god plads til bare at nyde stranden på sit håndklæde. Der er også taverna.
  • Tzamadou Beach Samos – en skjult perle omgivet af grønne frodige skrænter. Stranden har en zone der er for naturister. Solsenge og taverna.
  • Tsabou Beach Samos – kendt for sin nemme tilgængelighed, med parkering helt nede ved stranden. og rolige badeforhold, ideel til familier og afslapning.

I Kokkari findes et bredt udvalg af overnatningsmuligheder – fra hyggelige hoteller eller små pensionater i byen og ved havnen til indkvartering direkte ved den populære Long Beach. Byens gamle gader indbyder til små opdagelsesture, hvor man kan opleve det lokale liv og stemning. Kombinationen af smukke strande, autentiske omgivelser og afslappende atmosfære gør Kokkari til et ideelt feriested på Samos.

Et par foto fra dejlige Kokkari
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Kokkari har et fantastisk udvalg af spisesteder. Til frokost anbefaler vi gyros-boden på hovedgaden (lige ved taxaholdepladsen), og om aftenen er Taverna Birra en af vores favoritter – men det er også en del af charmen selv at gå på opdagelse og vælge sin helt egen favorit-måske i “taverna gaden” helt ude ved vandkanten.

Kører vi ud langs kysten mod vest fra Kokkari og forbi de førnævnte tre smukke strande kommer vi til lille hyggelige Avlakia, hvor der både er lokalliv, lille strand og generelt dejligt at være. Dejligt sted at spiste om aftenen, hvis man vil prøve rolig hygge under stjernehimlen og lige ved vandkanten (-:

Bjerglandsbyer og nattergaldalen:

  • Vourliotes
  • Menolates
  • Ambelos

Kører vi videre af kystvejen mod vest, er man nød til at besøge nogle af de afsindig hyggelige små bjerglandsbyer oppe i bjergene.  Det er Vourliotes der kommer først. Vildt flot tur fra kystvejen op gennem nattergal dalen. Her er meget frodigt og med masser af naturlige kildevæld. Gå en tur rundt i de små gader i Vourliotes og nyd evt en forfriskning på en af de hyggelige tavernaer,

Foto fra Vourliotes og vejen dertil gennem nattergaledalen

Ned til hovedvejen igen og lidt længere ud kommer en ny smuk vej op til Menolates som helt sikkert også må besøges. Der er forøvrigt en vandresti fra Kokkari til Vourliotes og videre til Menolates. Turen fra Vourliotes til Menolates kan også klares på en offroad mc.

Den næste flotte bjerglandsby er Ambelos og over den Sparinides. Fra denne landsby er der en helt ubeskrivelig udsigt over det store blå blå hav, fra dens høje beliggenhed. Inden man når helt op til landsbyen er der en sti i det sidste sving ( kig efter lille skilt) der fører til to vandfald. Det ene af dem rimeligt højt og beliggende i meget flot og frodig natur.

Videre mod vest kommer vi til Agios Konstantinos. Her vil jeg mene, at man kan få øens bedste fiske retter på den rigtig gode Aialos taverna/fiske restaurant. Der er rigtig mange lokale der spiser her i weekenden, da det er top kvalitet og perfekt beliggenhed lige på stranden. Kan kun anbefales.

Vest-Samos og Karlovassi

Karlovassi er Samos’ næststørste by og har tidligere været et industri- og skibsbygningscentrum. Byen er interessant, livlig og værd at opleve.

Herfra når man:

  • Potami Beach – lang og smuk strand
  • Potami-vandfaldene – en kort, eventyrlig vandretur gennem frodig skov
  • Agio Nikolaos kirken– med smuk udsigt over havet og Potami beach
  • Mikro Seitanen-vandretur fra enden af Potami beach til den lille smukke strand. Evt. videre til den større strand Megalo Seitanen. Husk vand. Det er en varm tur med klatring.
  • Vakakis winery-I bjergene bag Karlovassi findes Vakakis Winery. Meget flinke mennesker som tilbyder vinsmagning af deres udvalg af vine. Smagningen er gratis, hvis man køber et par flasker ( eller mere) med hjem.

Vakakis winery

Ved Potami er der , som nævnt i overskriften, mulighed for en kort vandretur gennem skoven ind til Potami vandfaldene. Skoven er meget frodig og lidt ”troldeagtig”. Når I er fremme ved det første vandfald, skal man gå/svømme i flodens kolde vand det sidste stykke for at komme helt frem under det største af vandfaldene. Faldet er ikke så stort, måske 2-3 meter, men der er en fantastisk flot natur. Man kan klatre/vandre videre op langs floden og her kommer der flere mindre fald..

Potami vandfaldene

Fra Karlovassi over bjergene til Samos’ indre og sydkyst

Fra Karlovassi på vestkysten går turen ind over Samos’ frodige indre og videre mod den solrige sydkyst. Køreturen byder på smukke bjerglandskaber, grønne dale og en mere autentisk side af øen, hvor tempoet er lavere, og natur og traditioner stadig fylder meget.

Undervejs passerer man den vinproducerende bjerglandsby Platanos, kendt for sin hyggelige atmosfære og traditionelle græske landsbyliv. På byens torv kan man slå sig ned i skyggen af de imponerende, gamle platantræer og nyde roen og den lokale stemning. Platanos er et oplagt sted at holde pause og nyde et godt måltid – her serverer The Leon Taverna klassisk, ægte græsk mad lavet på lokale råvarer.

Efter besøget i Platanos kan turen fortsætte mod landsbyen Koumaradei, som er berømt på hele Samos for sin mangeårige tradition for pottemageri. Her findes stadig aktive pottemagere og et besøg hos pottemageren giver et unikt indblik i det lokale håndværk og er en oplagt mulighed for at købe smuk, lokalt produceret keramik med hjem som souvenir. Bag pottermager butikken ligger en hyggelig taverna med en fantastisk udsigt over den smukke natur på det indre af øen.

Turen gennem Samos’ indre er mere end blot en transportetape – den er en oplevelse i sig selv, hvor natur, kultur og ægte græsk hverdagsliv går op i en højere enhed, inden man fortsætter mod sydkystens strande og kystbyer.

Sydkysten – historie og ro

På sydkysten finder man:

  • Eupalinos’ tunnel – et imponerende antikt ingeniørværk af en tunnel der i oldtiden skulle lede vand til Pythagorion.
  • Timiou Klostret ligger placeret højt i bjergene bag Pythagorion og der er herfra en fantastisk udsigt ned over Pythagorion og Tyrkiets kyst i det fjerne.
  • Panagia Spiliani-klosteret – grottekloster Monastry Panagia Spiliani, som har en grotte til hyldest for jomfru maria. Den er grundlagt helt tilbage i 1586 og 95 trappetrin fører ned i den fredfyldte grotte, der har en lille kirke i den ene ende.
  • Ireon – hyggelig by med strand og tavernaer.

Længere mod vest ligger:

  • Ormos – en lille fiskerby uden masseturisme. Perfekt sted at bo, hvis man ønsker ro og autentisk græsk stemning.
  • Votsalakia – klassisk ferieby med lang strand og gode faciliteter.
  • Balos beach-fantastisk smuk og lang strand med masser af plads. Klipper og grotter i den fjerneste ende.
  • Pythagoras grotte

Videre mod vest kommer den lille strand Kaladakia, med den smukke grotte man kan svømme ind i. Spændende sted at svømme/snorkle.

På denne del af øen kan vi godt lide Pefkos og ikke mindst Balos Beach, hvor der er masser af plads og fantastisk vand: Her er også flere spisesteder, med udsigt over det smukke hav. Her er især smukt sidst på eftermiddagen, når solen står lidt lavt over det glitrende hav. Taverna Stella længst mod vest skulle være noget særligt. Vi har dog aldrig spist der, da den kun er åben om aftenen.

Nu vi er ved at omtale grotter, kan man på Samos sydlige del også udforske Pythagoras’ grotte, hvor han efter sigende levede en tid, efter hans flugt fra Polykrates. Kræver lidt klatring af en udhugget sti, for at komme op til den ret store grotte.

Videre mod vest kommer man til ferie byen Votsalakia, som er et ret populært sted. Det er en rigtig ferieby, med lang dejlig strand. Masser af ferieboliger, spisesteder og supermarkeder. Selv om det er et turistområde finder man også de rigtige tavernaer, hvor der ikke er spisekort, men man i stedet bliver inviteret ud i køkkenet, for at se hvad de kan tilbyde på dagen. Her er alt hvad man behøver til en ferie, og hvis man vil leje køretøj til udforskning længere væk fra byen, er dette også muligt. Fra lufthavnen til Votsalakia er der ca en times kørsel.

Videre mod vest fra Votsalakia er der flere flotte strande. F.eks Psilis Ammos ( den ene af samos to ”rigtige” sandstrande). som er en dejlig sandstrand og længere ude Limnionas.

Er man stadig eventyrlysten og kører videre mod vest er der pludselig meget langt mellem at møde turister. Her er man alene med den smukke Samos natur. Der findes flere dejlige badesteder og smukke udsigter.

For år tilbage kunne man køre til det smukke og unikke sted ”End of the world” som var en meget ensomt beliggende taverne ved navn Kohili taverna, med den mest fantastiske udsigt og den dejligste lille strand nedenfor. Den primitive vej til stedet starter umiddelbart efter Limnionas stranden.

Kohili taverna og den lidt primitive vej der til
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Jeg har hørt rygter om at stedet er permanent lukket, men ved det ikke med sikkerhed. Taverna ejerens bror byggede for nogle år siden et stort hus lige ved siden af tavernaen, så lidt af den specielle stemning forsvandt. Hvis det er muligt, er det et sted vi helt sikkert gerne vil opleve igen.

Vestkysten mod nord – Drakei

Når man kører nordpå langs vestkysten, mødes man af noget af den smukkeste og frodigste natur på Samos. Her finder man den afsides bjerglandsby Drakei, som er bilfri.

Præsten byder ofte velkommen, og der er flere små tavernaer. Vi valgte at spise hos en ældre dame uden menukort – hun løftede blot lågene af gryderne.

Efter frokosten kan man gå ad små stier med fantastiske udsigter og evt. tage stien ned til Megalo Moutia Beach.

Læg mærke til den lokale bådbygger, som stadig bygger store træbåde i landsbyen.

Derefter er det samme vej tilbage

Hvorfor vi elsker Samos

Vi har besøgt Samos næsten hvert år i over 20 år og opdager stadig nye steder. Øen har en perfekt størrelse, hvor man hurtigt kan komme fra turistområder til uberørt natur og stille strande.

Samos er også et fremragende udgangspunkt for ø-hop med færge til bl.a. Fourni, Patmos, Ikaria, Lipsi, Kalymnos og Leros. Ofte bor vi et par nætter i Pythagorion, som ligger tæt på lufthavnen og har mange færgeforbindelser.

Ud af de over 30 græske øer, vi har besøgt, ligger Samos helt i toppen og har en særlig betydning for os. De senere år er det blevet øen, hvor vi afslutter sommeren med en sidste ferie i september.

Det er svært at vælge favoritter blandt de over 30 græske øer vi har besøgt, men Samos vil helt sikkert befinde sig blandt de øverste og har for os en særlig betydning. Samos er i de senere år blevet stedet, hvor vi afslutter sommeren med en sidste ferie i september måned.

Se evt flere billeder fra dejlige Samos og mange andre græske øer på instagram #KruseTravel.dk