Alonissos

Se Alonissos i Google Maps her

Alonnisos er en smuk, grøn ø beliggende i det nordvestlige hjørne af Det ægæiske hav, cirka 40 sømil fra fastlandet. Den tilhører øgruppen sporaderne, som geologisk set er sammenhængende med halvøen Pelion.  Alonnisos er cirka 20 km lang og 3-4 km bred på det bredeste område. Øen har en storslået og mangfoldig natur, der gør stort indtryk på de fleste besøgende.  Det er en grøn ø med ege og pinjeskove, frugthaver og vinmarker i den sydlige del af øen, hvorimod den nordlige del er mere vild og bevokset med lavere vegetation. Øen har ca. 2.700 indbyggere.

“Hovedbyen hedder Patitiri og er også øens havneby”

Det første indtryk af Alonnisos kontrastfyldte natur får du allerede, når båden nærmer sig øen. Det sydvestlige forbjerg rejser sig brat af havet i stejle klippeformationer op til 300 meter, men snart kommer en lille landsby til syne på toppen af de bløde, grønne bakker, der gemmer sig bag forbjerget. Denne landsby, Palia Alonnisos, er øens gamle hovedstad og blev i sin tid bygget på dette høje sted for at beskytte indbyggerne imod angreb fra pirater. Efter endnu nogle minutters sejltur kommer øens havneby Patitiri til syne, smukt beliggende i en meget malerisk og fantastisk flot bugt.  Herfra er der udover fastlandet også muligt at sejle til og fra bl.a. de nærmeste nabo øer Skopelos og Skiathos. Der har de senere år også været færge til og fra Thesalonikki.

Patitiri er for øvrigt den eneste græske havn, vi har været på, hvor vandet i færgelejet har den helt rigtige caribisk blå grønne farve. Alonissos har ingen lufthavn, så nærmeste sted med fly er naboøen Skiathos. Der er ofte billige fly billetter til Athen og Thesalonikki, men husk at tage øvrige udgifter med i overvejelserne, da både bus og færge ved rejsen fra Athen eller Thesalonikki er rimeligt dyrt. Fra Thesalonikki er der kun en kort taxa tur fra lufthavnen til færgen/catemaranen ( 20 euro), men færgeturen er ikke helt billig. Kan der findes billige flybilletter til Skiathos eller Volos på fastlandet er det absolut at foretrække. Evt. igennem nogen af de danske charterselskaber.

Blot det at nyde de fantastiske udsigtspunkter eller at indsnuse alle de duftende krydderurter, som øen er rig på, er en oplevelse i sig selv

Området bag havnen i Patitiri er tæt bebygget, og bebyggelsen fortsætter ned til nabobugten, Rousoum og videre til fiskerlejet, Votsi.
Foruden disse landsbyer, Palia Alonnisos, Patitiri og Votsi, er der to fiskerlejer længere op ad kysten. Det første er Steni Vala – over land 10 km fra Patitiri – et charmerende lille fiskerleje og hjemsted for mange sejlbåde, da det er sidste mulighed for at proviantere, før turen går ud til de ubeboede øer i området. Som den sidste lille bebyggelse op langs kysten ligger Kalamakia, som består af lidt bebyggelse og en lille havn. Kalamarkia er fantastisk hyggelig og måske det helt rigtige sted at bo, hvis man ønsker ferie i absolut rolige autentiske omgivelser.

IMG_9628

IMG_9644

Om aftenen stiller de tre taverna’er borde og stole op helt ude på havnekanten og så serveres der masser af lækre fiskeretter. Absolut værd at opleve.

Hvis man ønsker at bo på dette sted,  er der f.eks. pension Aleksandra på den lille havn. Stedet minder forøvrigt en lille smule om den lille ø Telendos som du også kan læse om på denne web. Udover lidt bebyggelse og den lille havn er der et par små strande på stedet. Man kan f.eks kombinerer det at bo på dette sted med et ophold i Patitiri eller omegn, hvor der er lidt mere byliv.

Indtil 1960erne var Patitiri kun en lille fiskerflække. Hovedbyen var dengang Palia Alonnisos på en bjergtop knap 4 km inde i landet. Byen som vi så højt beliggende på sejlturen ind til øen. Palia Alonissos blev imidlertid svært beskadiget under et jordskælv i 1965, og beboerne flyttede derfor ned til havet i nye boliger. Hovedbyen var altså indtil 1965 den højtbeliggende by Hora ( Den gamle by eller Palia Alonissos) .

Den tidligere, så hyggelige, hovedby fik i flere år lov til at henligge i ruiner. På et tidspunkt begyndte nogle udlændinge at interessere sig for de beskadigede huse i byen, og begyndte en istandsættelse med henblik på at bruge dem som ferie bolig.

“Den tidligere så hyggelige hovedby fik i flere år lov til at henligge i ruiner”

Udviklingen førte til at byen nu stort set er genopbygget, og de gamle hyggelige huse bruges nu til små flotte butikker, ferie boliger og tavernaer. Der bor ingen af de lokale i byen, der om aftenen besøges i stor stil af de turister, der bor nede i Patitiri. Den gamle by er helt fantastisk flot og hyggelig med masser af små trappegader og masser af blomster overalt. Der er ikke muligt at køre i bil ind i byen og bla. renovation foregår med et par æsler, hvor skraldet så tømmes over i nogle beholdere på æslernes ryg. Her i den gamle landsby findes også en af vores favorit spisesteder på øen. Det er dejlige Astrofegia, som absolut er et besøg værd.

Astrofegia restaurant og den gamle landsby

????????????????????????????????????

På Alonnisos er der mange muligheder for at bade i det krystalklare vand ved en af øens utallige dejlige strande. Den ene strand er smukkere end den anden, og de er alle meget forskellige.
Vil man gerne finde sin helt egen og private strand, er det absolut også muligt, selv om der også til denne lille ø også er kommet flere turister de senere år..

“Votsi – den flotteste bugt man kan forestille sig”

Der er så mange fantastiske små og større strande rundt på øen, at vi kun vil nævne nogle enkelte. Der er f.eks. en lille hyggelig bystrand i havnebyen Patitiri. Den næste lille bugt er ved Rousoum og så kommer Votsi,  der er den flotteste bugt, man kan forestille sig. Desværre er den lille hyggelige havn i forår og sommeren 2016 blevet drastisk udvidet i hele bugtens længde, men det er stadig et meget smukt sted. Stranden er en lille smal rullestens strand op af en klippemur og ved en lille hyggelig havn. Som det kan ses, på billederne herunder, er den lille bugt ubeskrivelig flot.( billederne er fra før havneudvidelsen) Sådan fortsætter det med få hundrede meters mellemrum, med den ene fantastiske lille strand efter den anden.

En strand, vi også er rigtig glade for, er ved Spartines. Her er der faktisk to strande og vi foretrækker at gå til venstre op over klippen af de små gedestier. Så kommer man til en fantastisk flot strand med hvide rullesten og beliggende op af en hvid klippe. Meget ofte er man helt alene på denne strand, hvor der også er mulighed for skygge under den stejle klippe.

spartines1

Andre dejlige strande er Milia og Chrisi Milia lidt længere oppe af kysten. Chrisi Milia er en dejlig relativ lavvandet og meget børnevenlig sandstrand. Til tider alt for mange mennesker efter vores smag. Efter Chrisi Milia kommer den meget flotte Kokinokastro med  de flotte røde klipper og er strand med både sand og rullesten. På dette sted er der meget fredeligt og i ydersæsonerne rigtig god plads og ikke særlig mange mennesker. I højsæson er der tæt belagt med solsenge og der er åbnet en lille strandbar/cafe på stedet. Ved Steni Vala er der også en dejlig strand og det fortsætter sådan op ad kysten, hvor den ene strand afløser den anden og mulighederne for at være helt alene på stranden bliver bedre og bedre.

Den vilde og mangfoldige natur med alle de duftende træer og krydderurter giver muligheder for fantastiske naturoplevelser

Alonnisos er meget velegnet til vandreture og bl.a er de fleste af de gamle æselstier på øen stadig tilgængelige. Den vilde og mangfoldige natur med alle de duftende træer og krydderurter giver muligheder for fantastiske naturoplevelser, hvis man begiver sig ud på disse ruter. Danske Bente Keller der har boet på Alonissos i over 20 år, har skrevet en bog om vandreruter på Alonissos. Du kan læse mere om denne bog her

Bente tilbyder også forskellige spændende kurser og er indehaver af den flotte butik “Gallery 5” som absolut er et besøg værd. Du finder “Gallery 5” i den gamle landsby øverst oppe i byen på højre side. Du kan læse mere om butik og kurser her

“Vi har boet flere steder på øen, bla i dejlige græske villaer.”

Jason House / Olivenhuset

En af vores absolutte favoritter er “Jason house” eller “Olivenhuset” som vi kan lide at kalde det. Eller “House of the Rising Sun” Kært barn har mange navne (-: Huset ligger helt for sig selv i en gammel olivenlund og omringet af duftende krydderurter og frugttræer. Højt beliggende med fantastisk udsigt og ikke langt fra den gamle landsby. Huset er bygget med respekt for de gamle græske byggetraditioner og med høj synlig loftkonstruktion indendørs. Både indefra huset, fra verandaen og fra haven er der en fantastisk udsigt over havet, grønne bakker og fiskerlejet Votsi. Vandrestien, der passerer ned langs olivenlunden er forbundet med øens udbredte stisystem og er ligeledes sti til de nærliggende landsbyer, Votsi (5 minutter) og Patitiri (15 minutter). I begge landsbyer er der supermarkeder.

Huset er ejet af førnævnte Bente Keller som også har Gallery5 i den gamle landsby. I kan kommunikerer med Bente på dansk ved bestilling og hun klarer også Jeres transport fra og til havnen ved ankomst og afrejse. Læs mere om Jason house på dette link ( vælg Jason house på forsiden) :https://www.alonissosvilla.gr/

I kan vælge at booke på booking siden, eller kontakte Bente på mail: bente@bentekeller.gr eller telefon +302424066541

Elias house

Vi har også boet i den gamle landsby i dette gamle smukt restaurerede hus. Huset er et originalt gammelt græsk hus, der er nænsomt restaureret og her er ubeskriveligt hyggeligt. Herunder er et billede fra terrassen, der har en flot havudsigt og kik over den gamle landsby. Huset er i to etager og har to soverum til i alt 4 personer.

Huset er for nyligt solgt, så kontakt vedr. udlejning er desværre ukendt for mig.

house

Villa Maria

Hvis man er flere personer og ønsker god plads er der også mulighed for at leje “Villa Maria”

Villa Maria

Villa Maria har 2 soveværelser og stor stue og generelt rigtig god plads overalt, med flere store overdækkede verandaer rundt om huset. Et helt igennem fantastisk sted. Det er til 4-6 personer.

Du kan læse mere Villa Maria på dette link: https://www.alonissosvilla.gr/

Det også muligt at finde hyggelige værelser i den gamle landsby eller i Patitiri, Votsi eller Steni Vala. Vi har bl.a. også boet i Votsi med helt fantastisk udsigt over den meget smukke bugt. Votsi er et lille hyggelig og roligt sted med nogle få tavernaer og kun ca 1500 meter til Patitiri.

I Votsi kan vi anbefale Pension Votsi med uovertruffen service og venlighed.

Du kan læse mere om Pension Votsi på dette link: https://pension-votsi.gr/

Har man én været på og oplevet Alonissos, har man bare lyst til at komme der igen. Det eneste der trækker lidt ned, er at den er lidt besværlig at nå frem til, medmindre man finder flybilletter direkte til naboøen Skiathos. Men måske netop derfor er den sådan er perle (-:

Vi har prøvet mange ruter til Alonnisos, både med udgangspunkt i Athen og Thesalonikki og vi har også prøvet indenrigsfly Athen- Skiathos, som egentlig er ret godt, hvis tiderne passer med ankomst/afgangstid. På Skiathos kan man fint nå færgen til Alonnosis, når flyet lander, men book færge i forvejen i højsæson, da de kan være udsolgt. Indenrigsfly i Grækenland er ofte samme pris, eller billigere end færgebilletter.

Vi kan dog godt lide at flyve til Thessaloniki og bruge en dag/aften her inden vi tager færgen til Alonnisos. Måske også fordi vi synes Thessaloniki er sådan en dejlig storby, der har meget at byde på. Vi plejer at bo på hotel Astoria som ligger i meget kort gåafstand til færgen, så det er dejligt nemt. Ok hotel til rimelig pris og med god morgenmad. Det 5 stjernede Hotel Mediterranean ligger næsten ved siden af, hvis man er til lidt mere luksus.

Taxa til og fra lufthavnen i Thessaloniki er kun en kort tur til 20-30 euro

Family Destination File: Untouched Alonissos

Live webcam fra havnen i Votsi her

“Har man en gang været på Alonissos, har man bare lyst til at komme der igen”

Se evt. flere foto fra dejlige Alonnisos på instagram #KruseTravel.dk