Hamborg lufthavn guide

 

Der er stort udvalg af rejser til gode priser i Hamborg. Vi foretrækker selvfølgelig en dansk lufthavn tæt på hvor vi bor, men der kan være god økonomi og flere muligheder i at tage Hamborg med som mulighed. Hamborg er en stor og meget velfungerende lufthavn.

Som i de fleste andre lufthavne er der ved selskaber, der opererer fra Hamborg  mulighed for at tjekke ind og printe boarding card allerede dagen inden afrejse, eller på afrejsedagen ved selv-check-in-terminalerne i lufthavnen. Er man i tvivl er der masser af flinke lufthavnsansatte at spørge.

Fra Østjylland til motorvejsafkørslen ved Hamborg lufthavn er der ca. 350km. Man drejer af fra motorvejen ved skiltning—kan også kendes ved den store Ikea der ligger lige ved afkørslen.

Adresse til gps er: Flughafen Hamburg GmbH. Flughafenstr. 1-3   22335 Hamburg.

Der har i en meget lang periode været omfattende vejarbejde på motorvejen før Hamborg. Så kør endelig i god tid.

Ved lufthavnen kører man forbi terminalerne for at komme til ”holiday parking” Der er mulighed for at booke parkering i forvejen her, så man er sikker på en plads. Er der ikke plads bliver man guidet ind til et eksternt p-hus og det er lidt irriterende. Så book i god tid, hvor der ofte også er mulighed for rabat på parkeringen. Vi plejer at parkere i P8 eller P9 og synes der er god plads i parkeringsbåsene ( ingen parkeringsskrammer)

Der er også mulighed for parkering lige ved terminalerne, men det er selvfølgelig lidt dyrere.

Hvis man har booket parkering hjemmefra får man tilsendt en scannekode på mail. Der er kun brug for denne kode, hvis nummerplade scanneren ikke skulle fungerer, for normalt åbner bommen automatisk både ved ind og udkørsel. Nemmere kan det ikke være.smiley tommel

Shuttle bussen fra parkeringsområderne starter med at køre klokken 04.00 om morgenen, hvor lufthavnen åbner.

Alt plejer at åbne i god tid, før afgang, så der er aldrig stress og jag i Hamborg lufthavn.

Hvis Jeres flyafgang er meget tidlig og I foretrækker en overnatning ved lufthavnen kan det klares her

Hamburg Ibis airport hotel tilbyder overnatning til fornuftig pris og gratis shuttle service til og fra lufthavnen.

Når I kommer tilbage fra Jeres ferie og har fået jeres bagage finder i Shuttle bussen til parkerings husene, ved at gå til højre, når i kommer ud fra terminalen. Se skiltning for shuttlebus til P8 –P9.

Der er lavet en del vejændringer omkring parkeringsanlægget, så muligvis kan I ikke regne med gps’en lige uden for p-huset. Følg i stedet skiltning mod terminal bygningerne og når I nærmer Jer disse kører I efter gps igen, eller følger skiltning til vej7 der fører Jer mod grænsen og Padborg..