Samos

 

Se Samos i Google Maps her

Vi har været flere gange på den dejlige ø Samos, og har altid boet i byen Kokkari, som vi synes er et af de bedste steder på øen. Samos høre til øgruppen de “Nordøst Ægæiske øer” og ligger tæt ved Tyrkiets kyst.

Vi har boet flere steder i byen Kokkari, og der er rigtig mange hyggelige steder. Vi kan godt lide at bo omkring den gamle havn, hvor der er flere dejlige muligheder.

Lefteris et godt stykke ude af hovedgaden på den lange strand, er også et udmærket sted, hvor flere af vores venner har boet. Beliggenhed direkte på stranden og med udsigt til strand/hav eller til bylivet på gaden.

Se youtube film om dejlige Samos:

eller for at få et overblik over alle de dejlige strande:

“Samos høre til øgruppen de “Nordøst Ægæiske øer” og ligger tæt ved Tyrkiets kyst”

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Rejsen: Fra Jylland er det ofte økonomisk fordelagtigt, at flyve fra Hamborg lufthavn. Fra København findes der også fordelagtige fly/flypriser med direkte fly.

Man kan også være heldig at finde enkelte billige flybilletter via. de danske rejseselskaber, med afrejse fra bl.a. Billund og Kbh. lufthavn. I 2017 -2019 har TUI flybilletter søndag med flyselskabet Jettime.

Når I ankommer til Samos er der en ”sjov” landing, hvor flyet laver en skarp drejning til højre under indflyvning, for at komme ind i en dal mellem bjergene. Landingsbanen er ikke så lang, så der bliver bremset hårdt når hjulene har nået landingsbanen.

Når I har fået jeres bagage og kommer ud fra lufthavns bygningen, finder i taxa holdepladsen på venstre side.En tur fra lufthavnen til Kokkari koster 35 euro. Der er desværre ikke mulighed for bus fra lufthavnen. Nærmeste busholdeplads er i Pytagorion. Skal I kun være 1 enkelt uge på Samos kan det måske være en fornuftig ide at leje bil for hele ugen, da en lille bil i en uge kan fås for omkring 1000 danske kroner, afhængig af tidspunkt på året. På turen fra lufthavnen til Kokkari kommer i først igennem Pythagorion, der er opkaldt efter gode gamle Pythagoras der er født på øen. Pythagorion er en hyggelig by, og er helt sikkert et besøg værd.

“Den lille strand lige uden for Jeres hus på havnen, er også et hyggelig sted for en lille svømmetur mellem de gamle træbåde der ligger ankret op her.”

Strandliv: I Kokkari er der den lange bystrand der strækker sig mod vest. Den er ganske udmærket og på dele af den er der rigtig god plads. Vi foretrækker ofte de to små bugter, der ligger i den anden ende af byen. Fra den lille havn følger i havnepromenaden, og kommer igennem den lange passage med alle tavernaer’ne. Når I kommer til enden, går i over den lille bro langs klipperne og er på den første strand. Vi plejer at bruge den næste bugt 100 meter fremme. Her er hyggeligt, ikke så mange mennesker og her er rimeligt godt at snorkle. Hvis der ikke har været blæst og store bølger er vandet meget klart og rent her. Svøm ud til klipperne helt ude ved havet. Her er rigtigt flot på begge sider, og her plejer at være masser af fisk.  Hvis det blæser, er der sjældent store bølger i denne bugt. Der er ingen solstole på disse to små strande (heldigvis) —-UPDATE!!!!!    I 2017 har turismen “desværre” også indtaget denne strand, med solstole og beachbar. Derfor er der selvfølgelig nu flere mennesker i denne dejlige bugt end tidligere. Heldigvis er solstole og beachbar placeret i området bag stranden, så selve stranden er stadig ledig til at man kan ligge på sit håndklæde direkte i strandkanten.  (-:

Den lille strand/havn med alle fiskebådene, er også et hyggelig sted for en lille svømmetur mellem de gamle træbåde der ligger ankret op her. Se billede herunder.

For at prøve noget andet kan I en dag gå ud af byen mod vest. Her kommer I på 10 minutter til den første flotte strand Lemonakia beach. Vi plejer at gå videre til den næste der hedder Tsamadoubeach. De ligner hinanden, men denne er lidt større/flottere og ikke helt så overfyldt. Hvis man ønsker en øde græsk strand for sig selv, så er det absolut ikke disse to man skal vælge, men de er nu ganske hyggelige og flotte og vi plejer at bruge dem nogle gange, på de dage hvor vi ikke har bil. Turen ned til strandene er meget flot med udsigt til det blå hav, når man går gennem pinjeskoven og ned af klippestierne.

Hvis I ønsker en helt øde strand helt for Jer selv, kan I evt. en dag hvor I er i Samos by ( Hedder Vathy på skiltene) køre igennem byen langs havet og ud til en lille flække der hedder Paraskevi. Her er der en lille bystrand, overfor to hyggelige taverna’er, hvor der er god plads.

Et besøg på den lille strand Kalamakia er også en god oplevelse. For ikke mange år siden var den en gemt perle. Det er desværre ikke tilfældet mere, men stadig et sjovt sted med den flotte grotte. Læs mere om det Her

“Her er en lille grusstrand mellem klipperne og her er helt fantastisk og en meget flot natur. Der er gode chancer for at ha’ stranden helt for sig selv”

Ellers kan en tur til ”The end of the world” anbefales. Dette dejlige næsten ubeboede sted ligger på den sydvestlige side af øen. Her kan I nyde lidt koldt at drikke på den hyggelige taverna, hos Matthias og hans flinke kone og derefter gå ned af stien (klatre) til havet. Her er en lille grusstrand mellem klipperne og her er helt fantastisk og en meget flot natur. Der er gode chancer for at ha’ stranden helt for sig selv. Klokken 13.00 begynder det normalt at blæse, så her er bedst om formiddagen. En hyggelig frokost på taverna’en, når man kommer op igen, det er absolut ikke at foragte og her er en helt fantastisk flot udsigt over havet. Vejen derud er MEGET dårlig, men der er ingen problemer med en almindelig bil, hvis man kører forsigtigt. MEGET forsigtigt. Se “end of the world tavern” i tripadvisor her

På vej mod “end of the world” kommer I igennem Meratokampos og Ormos som er ganske spændende og et stop værd. Herefter kommer Votsalakia som er en blomstrende ferieby. Vi har aldrig selv boet i Votsalakia, men vores trofaste gæst og ven af huset, Ole Nymann har været så venlig at sende os en beskrivelse af deres ferie i Votsalakia.

Feriebeskrivelse fra Ole:

Vores første tur til Samos blev i den første uge af september. Vi valgte, at  bo i Votsalakia, primært pga et rigtig godt tilbud, samt at vi gerne vil bo tæt på stranden. Turen fra luft-havnen tager ca. 1 time, det går op og ned med mange flotte udsigter undervejs. Især den sidste del af turen med udsigt til Ormos og Votsalakia er virkelig flot.

I Votsalakia er der det, man skal bruge. En dejlig sandstrand. Der er sten de første par meter, når du går i vandet, herefter ren sand bund. Vandet er klart og roligt.

Votsalakia Flere supermarkeder, bager, udlejningsfirmaer og diverse Tavernaer.  Prøv fx supermarkedet, som ligger lige ved siden af bageren, i den østlige ende af byen. Der er en del turistbutikker, byen var i september ikke voldsom turist præget. Går du en tur bag om byen, fx ved at gå op af den stejle bakke, lige ved siden af  Tavernaen Kleopatra / lige over for taxi holdepladsen, kan du se hvor en del af de lokale bor.

“Vi var også på besøg i Anna`s Restaurant, som er placeret under store træer”

Ferie i Grækenland er lig med god og billig mad. Det gælder også i Votsalakia. Vi spiste bla. på Kleopatra og Karma og fik god græsk mad, og især hos Karma lidt ekstra uden beregning. Vi var også på besøg i Anna`s Restaurant, som er placeret under store træer. Intet menukort, du bliver anvist et bord, bestiller drikkevarer og så kalder ”mor” på dig og viser de færdige retter, som du kan vælge i dag. Både hos Karma og Anna er det klogt, at komme tidligt eller reservere bord, da der er mange gæster.

mad

Selvom der ikke er større byer vest for Votsalakia, er der dog meget at opleve, hvis man gerne vil på udflugt. 3 km mod vest ligger Psili Ammos en af Samos`s  to sandstrande. Måske lidt langt at gå for nogle, men der er mange muligheder, for at leje alle slags transportmidler i Votsalakia. Turen kan også klares med taxi , det koster 6 euro pr vej og man aftaler bare med chauføren, hvornår du evt vil hentes igen.

Lidt længere ude ligger Limnionas, en dejlig strand i en lille bugt, som gør, at her næsten altid er roligt vand:

“Hun har intet menukort, men  løfter gerne låget af gryderne, så i kan se, hvad hun har lavet  i dag”

Man kan også vælge en tur til byen Drakei, som ligger for enden af vejen på den yderste vestlige del af Samos. Byen er bilfri og præsten står ofte og byder velkommen, når du går ind i byen. Spring de første tavernaer over og find den søde ældre dame længere inde i byen! Hun har intet menukort, men  løfter gerne låget af gryderne, så i kan se, hvad hun har lavet  i dag.

Øst for Votsalakia ligger den lille havn Ormos. Lille hyggelig havn med enkelte tavernaer og små fiskebåde. Man kan fint gå turen, men husk vand, da der ikke er butikker på stykket mellem Votsalakia by og Ormos.

Vil man til nordkysten fra Votsalakia, tager det omkring en ½ time i bil til Karlovasi og yderligere en ½ time til Kokkari.

Vi boede på det rolige Hotel Agrilionas. Dejlig stor 1 værelses lejlighed og  balkon. Yderst venligt personale. Flot og velplejet område, meget tæt på stranden. Butikker og tavernaer. Der er p plads på hotellet, hvis man lejer bil. Ejerne af Agrilionas, driver også taverna på stranden i Limnionas. I september var der levende musik hver søndag kl 20.

Vi kan varmt anbefale området omkring Votsalakia og kommer gerne igen.

Vi siger mange tak til Ole for at tage tid til at dele oplysninger om ferien i Votsalakia.

En tur til vandfaldene ved Potami kan også anbefales. Potami ligger når I kører ud af Kokkari mod vest og findes efter Karlovassi. Når bilen er parkeret på hovedvejen er der en meget flot kort vandretur gennem skoven ind til vandfaldene. Skoven er meget frodig og lidt ”troldeagtig”. Når I er fremme ved det første vandfald, skal man gå/svømme i flodens kolde vand det sidste stykke for at komme helt frem under vandfaldet. Faldet er ikke så stort, måske 2-3 meter, men der er en fantastisk flot natur. Man kan klatre/vandre videre op langs floden og her kommer der flere mindre fald.

“Skoven er meget frodig og lidt ”troldeagtig”. Når I er fremme ved det første vandfald, skal man gå/svømme i flodens kolde vand det sidste stykke for at komme helt frem under vandfaldet”

Når I er tilbage ved bilen kan I køre et par hundrede meter længere frem og i er fremme ved Potami beach. Ved Potami er der mulighed for at tage en svømmetur på den flotte strand, hvor der altid er masser af plads. Hvis der er blæst er der ofte store bølger på Potami stranden. Man kan også tage en vandretur til de to små strande Micro Saitanen og Megalo Saitanen. Det er en længere og meget varm vandretur, så husk godt med vand, hvis I går i gang med den. Man følger bare grusvejen videre fra Potami stranden, for at nå til disse to meget flotte strande.

Samos by (Vathy) er selvfølgelig et must hvis man kan lide græske byer, og her er masser af lokale græske butikker og almindelig græsk dagligdag kan opleves her.

Pythagorion, som I kørte igennem på vejen fra lufthavnen er også et besøg værd. Havnen i Pythagorion er hyggelig og her plejer at ligge nogle rigtig store yacht’s ved kajen. Byen er opkaldt efter Pythagoras ( ham matematikeren med trekant ligningen) og der står da også en statue af ham på havnen. Der er flere store færger der ligger til her. Vil man gerne shoppe i små butikker er Pythagorion og Samos det rette sted for det.

“Her inviteres man ind i køkkenet for at se og dufte sig frem til, hvad man gerne vil spise”

En tur til de to bjerglandsbyer Vourliotes og Menolates, der ligger i bjergene bag Kokkari, er også noget man absolut skal prøve. Kør ud af byen (retning mod Karlovasi og Potami) og drej til venstre ved skiltene. Mellem de to bjerglandsbyer ligger nattergaldalen med en fantastisk flot og frodig natur. Her er masser af kildevæld og små og større vandløb. Vandretur her kan anbefales. I Vourliotes findes der en meget original taverne bagerst i byen. Ikke en af de første man kommer til på byens lille torv, men videre ned af den smalle gade i byen. Her inviteres man ind i køkkenet for at se og dufte sig frem til, hvad man gerne vil spise. Bemærk at den ofte først åbner mellem kl 13-14. Prøv evt Zucchni flowers, som er squash blomster med fyld, der er fritteret med en tynd dej om.

Den lille bjerglandsby Ambelos som findes ud af hovedvejen efter Menolates er absolut også et besøg værd. Her kan man opleve den helt fantastiske udsigt over havet. I denne by er der tit ( ofte tirsdag aften) græsk dans i byen og det er meget festligt at deltage i (-: Fra Ambelos kan man køre videre til den lille landsby Sparinides der også ligger højt med en fantastisk udsigt over landskabet og havet dybt nedenfor. Det er originale helt autentiske landsbyer hvor man kan opleve det ægte græske landsbyliv. En aften I en af disse byer, I selskab med de lokale, er en oplevelse man ikke får mange steder. Lige inden man når frem til Ambelos er der i det sidste sving inden landsbyen et skildt på højre side, der viser mod to meget flotte vandfald. I modsætning til vandfaldene ved Potami er der her en meget god chance for at have den flotte natur helt for sig selv. Det tager ca 15 minutter at gå ind til det største af vandfaldene. Et meget flot naturområde og et flot vandfald med et fald på små 10meter. Se video Her

“Det er en oplagt tur, at besøge klostret og nyde stranden Mourtia bagefter.”

Klostre. Der findes også flere flotte klostre på Samos, som kan være et besøg værd. Besøg f.eks det flotte Timiou kloster mellem Pythagorion og Votsalakia. Eller Zoodochos Pigi Monastery der ligger højt over Mourtia stranden øst for Samos by. Det er en oplagt tur, at besøge klostret og nyde stranden Mourtia bagefter.

Et andet spændende kloster er Monastry of Panagia Spiliani som har en grotte til hyldest for jomfru Maria. Den er grundlagt helt tilbage i 1586 og 95 trappatrin leder ned til en stor kølig og fredfyldt grotte, med en lille kirke i enden. Klostret findes højt i bjergene bag Pythagorion og der er udenfor ved klosterbygningen en fantastisk udsigt ned over Pythagorion og udover havet til Tyrkiets kyst i det fjerne.

Eupalinos vandtunnel nær Pythagorion vil nok også interesserer nogen. Tunnelen eg udgravet tværs gennem et bjerg for at bringe vand frem til byen Pythagorion. Tunnelen er bygget 550 år før vores tidsregning og er udgravet fra hver side af bjerget med utrolig præcision. De to tunneler rammer hinanden med kun lidt under en meters forskydelse. Man kan komme ned i tunnelen og få en fornemmelse at det enorme projekt det har været at bygge den.

“der er udenfor ved klosterbygningen en fantastisk udsigt ned over Pythagorion og udover havet til Tyrkiets kyst i det fjerne”

Indkøb: Der er flere små supermarkeder i Kokkari og 3 bagerbutikker samt en enkelt slagter. På vej ind til Samos by er der lige efter rundkørslen til højre, et større supermarked. Det ligger lige ved siden af, eller bag ved vin fabrikken, som måske også er et besøg værd. Der findes en Aldi på vejen fra Samos by mod Pythagorion.

Billeje:  Hvis I vil leje bil, kan vi anbefale Perris Savvas som ligger på hovedgaden ud af byen (Mod Tsamadou beach). Savvas er lokal og er 100% til at stole på. Vi har altid brugt Savvas og aldrig haft problemer. Hans priser er inkl. fuld forsikring, hvis der skulle være uheld. Lejebilen kan modtages og afleveres i lufthavnen uden merpris. Vær opmærksom på at forsikring IKKE dækker ved kørsel på grusveje. Så kør forsigtigt og få bilen trukket op på en asfaltvej, hvis I skulle være uheldige.

Hvis man ikke lejer bil, er der rimelig gode busforbindelser de fleste steder på øen. Det er meget nemt at komme fra Kokkari til Samos by med bus, men det er lidt svært rigtigt at udforske øen uden bil eller scooter/mc.

“Vores favorit er Taverne Bira overfor den store kirke på hovedgaden”

Ud at spise: Der er rigtig mange spisesteder i Kokkari, og selv om priserne er steget noget de senere år er det stadig billigt at spise på taverna. Vores favorit er Taverne Bira overfor den store kirke på hovedgaden. Den har eksisteret siden engang i 30erne og var den første taverne på Samos der serverede øl. Deres store fadøl af mærket Alpha Beer kan anbefales (-:

Mythos restaurant, også på hovedgaden, har nok noget af byens bedste mad, men er også en lille smule dyrere. Det er mere ”restaurant” end ”taverne” stemning her. Man sidder indenfor, eller i en stor gårdhave. De har nogle gange ”græsk aften” med levende musik og græsk dans. Det er da meget sjovt, og her kommer mange lokale. Alligevel er det ikke vores favorit. Men maden er absolut super!

“Til frokost, eller en let og billig aftensmad, kan kraftigt anbefales den lille pitagyros shop på hovedgaden”

På havnefronten er der masser af taverna’er, og der er god mad at få på langt de fleste. Priserne her er en lille smule højere end bag i byen, men det er meget hyggeligt at sidde helt ude ved vandkanten og spise. Ellers er noget af det sjove og hyggelige, at gå lidt rundt og udse sin helt personlige favorit taverna. I juli måned går solen ned ca. klokken 21 og det er først her der begynder at blive fyldt rigtigt op på tavernaer’ne. Hele byen og alle butikker har åbent til mindst klokken 23 så det er hyggeligt at gå lidt rundt og snuse/shoppe, når man har spist.

Til frokost eller en let og billig aftensmad kan kraftigt anbefales den lille pitagyros shop på hovedgaden på samme side som kirken. Pitagyros koster ca 2 euro og smager rigtigt godt med en stor kold Mythos. (-:

Vil man ud af byen en aften kan anbefales taverna Kosmos i Avlakia lidt uden for Kokkari. En kort tur på scooter eller i bil. På denne taverna serveres rigtig originale gamle græske retter og der er flot udsigt over havet hvor man kan se alle lysene fra Kokkari og Samos by i det fjerne.

Se evt flere billeder fra dejlige Samos på instagram #KruseTravel.dk