Se Alonissos i Google Maps her
Alonnisos er en smuk, grøn ø beliggende i det nordvestlige hjørne af Det ægæiske Hav cirka 40 sømil fra fastlandet. Den tilhører øgruppen, De nordlige Sporader, som geologisk set er sammenhængende med halvøen Pelion, men med et stort undersøisk område. Alonnisos er cirka 20 km lang og 3-4 km bred på det bredeste område. Øen har en storslået og mangfoldig natur, der gør stort indtryk på de fleste besøgende. Det er en grøn ø med ege og pinjeskove, frugthaver og vinmarker i den sydlige del af øen, hvorimod den nordlige del er mere vild og bevokset med lavere vegetation. Øen har ca. 2.700 indbyggere.
“Hovedbyen hedder Patitiri og er også øens havneby”
Det første indtryk af Alonnisos kontrastfyldte natur får du allerede, når båden nærmer sig øen. Det sydvestlige forbjerg rejser sig brat af havet i stejle klippeformationer op til 300 meter, men snart kommer en lille landsby til syne på toppen af de bløde, grønne bakker, der gemmer sig bag forbjerget. Denne landsby, Palia Alonnisos, er øens gamle hovedstad og blev i sin tid bygget på dette høje sted for at beskytte indbyggerne imod angreb fra pirater. Efter endnu nogle minutters sejltur kommer øens havneby Patitiri til syne, smukt beliggende i en meget malerisk og fantastisk flot bugt. Herfra er der udover fastlandet også muligt at sejle til og fra bl.a. de nærmeste nabo øer Skopelos, Skiathos og Skyros. Patitiri er for øvrigt den eneste græske havn, vi har været på, hvor vandet i færgelejet har den helt rigtige caribisk blå grønne farve. Alonissos har ingen lufthavn, så nærmeste sted med fly er naboøen Skiathos. Der er ofte billige fly billetter til Athen og Thesalonikki, men husk at tage øvrige udgifter med i overvejelserne, da både bus og færge ved rejsen fra Athen er rimeligt dyrt. Fra Thesalonikki er der kun en kort taxa tur fra lufthavnen til færgen/catemaranen ( 20 euro), men færgeturen er ikke helt billig. Kan der findes billige flybilletter til Skiathos eller Volos på fastlandet er det absolut at foretrække. Evt. igennem nogen af de danske charterselskaber. ( f.eks. Spies)
Blot det at nyde de fantastiske udsigtspunkter eller at indsnuse alle de duftende krydderurter, som øen er rig på, er en oplevelse i sig selv
Området bag havnen i Patitiri er tæt bebygget, og bebyggelsen fortsætter ned til nabobugten, Rousoum og videre til fiskerlejet, Votsi.
Foruden disse landsbyer, Palia Alonnisos, Patitiri og Votsi, er der to fiskerlejer længere op ad kysten. Det første er Steni Vala – over land 10 km fra Patitiri – et charmerende lille fiskerleje og hjemsted for mange sejlbåde, da det er sidste mulighed for at proviantere, før turen går ud til de ubeboede øer i området. Som den sidste lille bebyggelse op langs kysten ligger Kalamakia, som består af lidt bebyggelse og en lille havn. Kalamarkia er fantastisk hyggelig og måske det helt rigtige sted at bo, hvis man ønsker ferie i absolut ro i rolig autentiske omgivelser.
Om aftenen stiller de tre taverna’er borde og stole op helt ude på havnekanten og så serveres der masser af lækre fiskeretter. Absolut værd at opleve.
Hvis man ønsker at bo på dette sted kan vi kan f.eks. anbefale pension Aleksandra på den lille havn. Stedet minder en lille smule om den lille ø Telendos som du også kan læse om på denne web. Udover lidt bebyggelse og den lille havn er der et par små strande på stedet. Man kan f.eks kombinerer det at bo på dette sted med et ophold i Patitiri eller omegn, hvor der er lidt mere byliv.
Indtil 1960erne var Patitiri kun en lille fiskerflække. Hovedbyen var dengang Palia Alonnisos på en bjergtop knap 4 km inde i landet. Byen som vi så højt beliggende på sejlturen ind til øen. Palia Alonissos blev imidlertid svært beskadiget under et jordskælv i 1965, og beboerne flyttede derfor ned til havet i nye boliger. Hovedbyen var altså indtil 1965 den højtbeliggende by Hora ( Den gamle by eller Palia Alonissos) . Den tidligere, så hyggelige, hovedby fik i flere år lov til at henligge i ruiner. På et tidspunkt begyndte nogle udlændinge at interessere sig for de beskadigede huse i byen, og begyndte en istandsættelse med henblik på at bruge dem som ferie bolig.
“Den tidligere så hyggelige hovedby fik i flere år lov til at henligge i ruiner”
Udviklingen førte til at byen nu stort set er genopbygget, og de gamle hyggelige huse bruges nu til små flotte butikker, ferie boliger og tavernaer. Der bor ingen af de fastboende i byen, der om aftenen besøges i stor stil af de turister, der bor nede i Patitiri. Den gamle by er helt fantastisk flot og hyggelig med masser af små trappegader og masser af blomster overalt. Der er ikke muligt at køre i bil ind i byen og bla. renovation foregår med et par æsler, hvor skraldet så tømmes over i nogle beholdere på æslernes ryg.
På Alonnisos er der mange muligheder for at bade i det krystalklare vand ved en af øens utallige dejlige strande. Den ene strand er smukkere end den anden, og de er alle meget forskellige.
Vil man gerne finde sin helt egen og private strand, er det absolut også muligt.
“Votsi – den flotteste bugt man kan forestille sig”
Der er så mange fantastiske små og større strande rundt på øen, at vi kun vil nævne nogle enkelte. Der er f.eks. en lille hyggelig bystrand i havnebyen Patitiri. Den næste lille bugt er ved Rousoum og så kommer Votsi, der er den flotteste bugt, man kan forestille sig. Desværre er den lille hyggelige havn i forår og sommeren 2016 blevet drastisk udvidet i hele bugtens længde, men det er stadig et meget smukt sted. Stranden er en lille smal rullestens strand op af en klippemur og ved en lille hyggelig havn. Som det kan ses, på billederne herunder, er den lille bugt ubeskrivelig flot.( billederne er fra før havneudvidelsen) Sådan fortsætter det med få hundrede meters mellemrum, med den ene fantastiske lille strand efter den anden.
En strand, vi også er rigtig glade for, er ved Spartines. Her er der faktisk to strande og vi foretrækker at gå til venstre op over klippen af de små gedestier. Så kommer man til en fantastisk flot strand med hvide rullesten og beliggende op af en hvid klippe. Meget ofte er man helt alene på denne strand, hvor der også er mulighed for skygge under den stejle klippe.
Andre dejlige strande er Milia og Chrisi Milia lidt længere oppe af kysten. Chrisi Milia er en dejlig relativ lavvandet og meget børnevenlig sandstrand. Til tider lidt for mange mennesker efter vores smag. Efter Chrisi Milia kommer den meget flotte Kokinokastro med de flotte røde klipper og er strand med både sand og rullesten. På dette sted er der meget fredeligt og i ydersæsonerne rigtig god plads og ikke særlig mange mennesker. I højsæson er der mulighed for strandstole og der har også nogle år været åben på en lille strand cafe på stedet. Ved Steni Vala er der også en dejlig strand og det fortsætter sådan op ad kysten, hvor den ene strand afløser den anden og mulighederne for at være helt alene på stranden bliver bedre og bedre.
Den vilde og mangfoldige natur med alle de duftende træer og krydderurter giver muligheder for fantastiske naturoplevelser
Alonnisos er meget velegnet til vandreture og bl.a er de fleste af de gamle æselstier på øen stadig tilgængelige. Den vilde og mangfoldige natur med alle de duftende træer og krydderurter giver muligheder for fantastiske naturoplevelser, hvis man begiver sig ud på disse ruter. Danske Bente Keller der har boet på Alonissos i over 20 år, har skrevet en bog om vandreruter på Alonissos. Du kan læse mere om denne bog her
Bente tilbyder også forskellige spændende kurser og er indehaver af den flotte butik “Gallery 5” som absolut er et besøg værd. Du finder “Gallery 5” i den gamle landsby øverst oppe i byen på højre side. Du kan læse mere om butik og kurser her
Vi har boet flere steder på øen og kan bl.a. anbefale et ægte græsk hus i den gamle landsby.
Et ægte græsk hus i den gamle landsby
Huset er et originalt gammelt græsk hus, ( Elias house) der er nænsomt restaureret og her er ubeskriveligt hyggeligt. Herunder er et billede fra terrassen, der har en flot havudsigt og kik over den gamle landsby. Huset er i to etager og har to soverum til i alt 4 personer. ( + evt ekstra opredning)
Du kan læse mere om Elias house ved at klikke her
Hvis man er flere personer og ønsker god plads er der også mulighed for at leje “Villa Maria”
Villa Maria har 2 soveværelser og stor stue og generelt rigtig god plads overalt, med flere store overdækkede verandaer rundt om huset. Et helt igennem fantastisk sted. Det er til 4-6 personer.
Du kan læse mere Villa Maria ved at klikke her
Det også muligt at finde hyggelige værelser i den gamle landsby eller i Patitiri, Votsi eller Steni Vala. Vi har bl.a. også boet i Votsi med helt fantastisk udsigt over den meget smukke bugt. Votsi er et lille hyggelig og roligt sted med nogle få tavernaer og kun ca 1500 meter til Patitiri.
I Votsi kan vi anbefale Pension Votsi med uovertruffen service og venlighed.
Du kan læse mere om Pension Votsi ved at klikke her
Har man én været på og oplevet Alonissos en gang, har man bare lyst til at komme der igen. Det eneste der trækker lidt ned, er at den er lidt besværlig at nå frem til, medmindre man finder flybilletter direkte til naboøen Skiathos. Men måske netop derfor er den sådan er perle (-:
Live webcam fra havnen i Votsi her
“Har man en gang været på Alonissos, har man bare lyst til at komme der igen”
Se evt. flere foto fra dejlige Alonnisos på instagram #KruseTravel.dk