Græske fastland øst for Athen

Rafina Det græske fastland øst for Athen byder bla. På havnebyen Rafina, hvor der er færgetrafik til flere græske øer. Rafina havn kan være et fint alternativ til Piræus, når man skal på ø-ferie, da den er noget mindre kaotisk i forhold til Piræus, og ligger i relativ kort afstand fra Athen lufthavn. Rafina ser ud som de fleste mindre byer i grækenland, med et torv og lidt butiksliv. Byen ligger lidt højere end havnen, så man kører ned af en bakke til havneområdet, hvor der både er boliger, butikker og flere spisesteder. Ret hyggeligt sted, hvor der også er mulighed for en feriebolig. Havneområdet er stille og roligt og meget overskueligt. Færgerne lægger til ude på en ret lang mole.

Nera Makri. Vi havde nogle dage på fastlandet inden vi skulle videre ud på øerne og vi havde fundet et sted at bo i Nera Makri lidt nord for Rafina. Nera Makri er en mindre by, som langs havet har en lang vej, hvor der ligger flere ferieboliger mellem tavernaer og lokale boliger. Supermarked oppe i byen. Der er også en lystbådehavn og godt gang i lokallivet om aftenen, med gøglerer på strandvejen, gademusikanter, og andet. Ok sted til et par dage, selv om der ikke var super god strand på stedet. Stranden der er her ligger på ydersiden ved lystbådehavnen.

Strande Der er adskillige strande op langs kysten fra Nera Makri og mange af dem er godt fyldt op, især i weekenden, af lokale fra de omkringliggende byer. Vi fandt et godt sted oppe af kysten, hvor der udover en dejlig lang sandstrand også var en fantastisk taverne yderst, hvor vi gik ned til stranden. Den var faktisk så god, at vi tog derud to dage i træk og lige på dette stad var der også plads på stranden så man bare kunne ligge på sit håndklæde.

Marathon Fortsætter man op langs kysten kommer man til byen Marathon, hvor der findes et marathon museum. Vi var inde og kigge og det er ret spændende at se, at Maratonløbets historie har sine rødder i en græsk fortælling fra Slaget ved Marathon, som fandt sted i 490 f. Kr. Ifølge legenden løb den tapre kurer Pheidippides barfodet fra byen Marathon og hele vejen til Athen, en distance på cirka 40 kilometer, for at aflægge rapport om den athenske hærs sejr over perserne.

Vi havde nogle gode dage her, men vi synes dog ikke, at det er det mest spændende sted man kan finde på det græske fastland. Derimod var der masser af lokalt græsk byliv, som vi altid foretrækker.