Se Korfu i Google Maps her
Korfu er en dejlig grøn ø, beliggende som den nordligste af de 7 Ioniske Øer i Det Ioniske Hav vest for det græske fastland. Fra øens østkyst kan man se til det græske fastland og Albanien. Det græske navn for øen er Kérkyra. Korfu er ca på størrelse med Bornholm. Den er 65 km lang og 30 km på det bredeste punkt. Det højeste punkt hedder Pantokratorbjerget, der er 911 meter højt. Skråningerne overalt på øen er fyldt med olivenlunde, Pinjetræer og høje Søjlecypresser. Korfus beliggenhed og dens relativt høje bjerg, gør at det regner en del i vinterhalvåret og det er selvfølgelig medvirkende årsag til at øen virker så grøn og frodig.
“Skråningerne overalt på øen er fyldt med olivenlunde, Pinjetræer og høje Søjlecypresser”
Korfu har en fin international lufthavn og der er ofte fordelagtige fly til Korfu fra både Danmark og fra Hamborg.
Korfu har mange badestrande, f.eks. Glyfada, Agios Gordis og Agios Georgios på vestkysten med brede, fine sandstrande og krystalklart vand. Paleokastritsa med spændende grotter og sand- og rullestensstrande. I Paleokastritsa skal efter sigende være europas flotteste udsigt og man er ikke utilbøjelig til at tro det er rigtigt, når man har set den. Ved Korfu by ligger Mon-Repo stranden der er en sand/stenstrand. Gouvia og Dassia på østkysten har stenstrande med sandbund. I Kassiopi mod nord er der flere dejlige badebugter med hvide rullesten eller grusstrande. I den nordlige ende ligger også Sidari med dejlige bugter, sandstensklipper samt en fin sandstrand. Sidari har også den meget kendte strand Mon Amour med fint blødt pulversand i en smal bugt.
Fra lufthavnen er der ikke langt til Korfus hovedby ( Korfu by) som er en hyggelig blanding af græsk, Italiensk og engelsk. Korfu har været under bl.a. både engelsk og italiensk herredømme og dette har sat sit tydelige præg på byen. I Korfu by er der to gamle borgruiner som benævnes den nye og gamle borg. Fra den gamle borgruin er der en fin udsigt over byen, hvor man får et fint indtryk af beliggenheden. Den nye borg er beliggende tættere ved havet ved havnen.
“man tilbøjelig til at tro man er kommet til Italien med de smalle gade, hyggelige huse og vasketøj der hænger til tørre højt oppe mellem bygningerne”
Det er meget hyggeligt at gå rundt i Korfu by og i nogle af gaderne er man tilbøjelig til at tro man er kommet til Italien med de smalle gade, hyggelige huse og vasketøj der hænger til tørre højt oppe mellem bygningerne. Da vi var der tilbage i 2002 var der også en engelsk bager i byen og indehaverens britisk engelsk fornægtede sig ikke (-: Kagerne var forøvrigt ikke for gode!
Kirken i Korfu by hylder deres helgen Saint Spyridon, som de tilbeder højt. Hans jordiske rester findes i kirken i en kiste med glaslåg. Kirken er for øvrigt meget smuk med sit høje slanke tårn og er placeret i den gamle bydel.
Korfu by er på mange måder langt mere moderne, end de byer man normalt møder på de græske øer, og her er gode muligheder for shopping af andet end det normale turist skrammel. Bemærk at der er siesta midt på dagen, hvor de fleste butikker har lukket.
Kanoni ligger ca. 4 km syd for Korfu by på en lille halvø. Navnet betyder ‘1-kanon batteri’, og hentyder til, at Frankrig i en fjern fortid installerede en enkelt kanon til at beskytte byen. Denne enlige kanon kan stadig ses på byens torv. Området er dog mest kendt for de to små øer der ligger ud for byen. For mange er øen Pondikonisi ”museøen”kendetegn for øen Korfu og er meget brugt som motiv på postkort. Der er adgang til museøen via et langt smal dige og på øen ligger en lille kirke fra det 13 århundrede. Kanoni har en dejlig badestrand, men er dog mest kendt for sin pragtfulde udsigt til de 2 små øer, som ligger tæt ved kysten: Pondikonisi (Museøen) med sin lille kirke fra det 13. århundrede. Øen Pondikonisi er iflg. den græske mytologi Odysseus’ skib, som af Poseidon blev forvandlet til sten som straf for, at Odysseus havde dræbt hans søn Polufemos ( Den menneskeædende kyklop med ét øje midt i panden) (-:
Ved siden af Museøen ligger en anden lille ø, Vlakherna som har et lille kloster.
Længere mod syd på østkysten ligger den lille by Benitses, med ikke særlig gode strande. Her er til gengæld larmende englændere og vildt natteliv i rigelig målestok.
Længere mod syd kommer vi til feriebyen Moratika som er anderledes hyggelig. Den sydligste del af øen nåede vi desværre ikke at udforske.
Vi kunne bl.a. godt lide den hyggelige stemning og gode mad på den lille cafe ”Limani” på havnen
Hvis vi i stedet kikker nordpå fra Korfu by, ligger her flere små hyggelige feriebyer og man har fantastisk udsigt på denne tur nordpå, da man skiftevis kører op i bjergene og ned til kysten. Vi boede i byen Kassiopi i det nordøstlige hjørne og havde en hyggelig uge i denne by. Vi kunne bl.a. godt lide den hyggelige stemning og gode mad på den lille cafe ”Limani” på havnen og om aftenen fantastisk god mad på Restaurant Porto ligeledes beliggende på havnen, dog lidt tilbagetrukket. Der var fine små badebugter med hvide rullesten og klipper og generelt en god stemning i byen.
Vi har i Kassiopi kontakt til en udlejer der lejer nogle få værelser ud. De fleste med rigtig god udsigt over havnen. De er desværre ret populære, så ikke nemme at booke med kort varsel i højsæsonen.
Har man længere tid på Korfu kan fastlandet ret nemt besøges, da der kun er kort sejltid fra Korfu by til fastlandet. På fastlandet ligger flere hyggelige feriebyer ned af kysten og nabo øen Lefkas kan også nemt besøges, da der er opført en dæmning så man kan køre over på denne ø.
Ellers kan en bådtur til de små øer Paxi og Anti Paxi, som er beliggende syd for Korfu anbefales. Her er fantastisk at snorkel dykke i det helt usædvanligt klare vand.
Vi var fra Kassiopi på en kort sejltur til ” Sandy Beach”. Denne tur kan ikke anbefales. Sejlturen i den hyggelige træbåd er ok, men stranden er meget lavvandet og området ikke særligt hyggeligt.
“Udsigten fra klostret er helt fantastisk”
Paleokastritsa på vestkysten er et must at besøge. Her er meget smukt med fantastiske udsigter. Der ligger også et hyggeligt munkekloster her, som er åben for besøg. Klostret er grundlagt i det 13. århundrede, men de nuværende smukke bygninger er fra 1800-tallet. I middelalderen var klostret forbundet med den højereliggende borg Angelokastro .
Udsigten fra klostret er helt fantastisk. Endnu bedre hvis man begiver sig lidt højere op til borgruinerne. Paleokastritsa er efter vores mening det flotteste sted på Korfu og man kunne fristes til at leje sig ind her. Desværre er stedet MEGET godt besøgt af turister.
Korfu er helt sikkert en dejlig ø og værd at besøge. Vi synes dog den mangler noget af den græske charme og stemning man oplever på de fleste andre øer. Men så har den så meget andet.
Se evt. flere foto fra Korfu på instagram #KruseTravel.dk